KOL

Hvad er KOL?

(Kilde:Netdoktor.dk)

KOL er en kronisk irritationstilstand i lungerne. KOL giver hævede og irriterede luftveje, øget slimdannelse og eventuelt ødelagte lungesække (alveoler). Symptomerne er hoste, opspyt og åndenød ved anstrengelse. Den vigtigste behandling er rygeophør. Sygdommen forværres hurtigt, hvis man ikke ophører med at ryge. Alle KOL-patienter vil opleve en langsom forværring af deres åndenød ved anstrengelse, alene af den grund, at deres lunger bliver ældre. Moderne behandling med rygestop, træning og lungemedicin kan bremse denne udvikling.

Cirka 8 af 10 patienter med KOL er blevet syge af mange års tobaksrygning, men nogle kan få sygdommen på grund af udsættelse for andre lungeskadelige stoffer - for eksempel på deres arbejdsplads.

I Danmark findes der cirka 430.000 mennesker med KOL. Desværre konstateres sygdommen typisk først, når den er relativt alvorlig. Det begrænser behandlingsmulighederne. Sygdommens udvikling er meget lumsk. I starten af sygdommen føler man kun svage symptomer. De begynder som regel med morgenhoste eller besværet vejtrækning, åndenød ved anstrengelse.

Hvorfor får man KOL?

  • Rygning er den væsentligste årsag til KOL. Sværhedsgraden af sygdommen afhænger af hvor meget og hvor længe, man har røget.
  • Luftforurening kan forværre KOL .
  • Alfa1-antitrypsinmangel, giver også KOL. Sygdommen er arvelig og forholdsvis sjælden, og skyldes en manglende evne til at frigive enzymet alfa1-antitrypsin fra leveren, hvor det dannes.

Hvordan føles KOL

  • Hoste, som kan være daglig
  • Kortåndethed
  • Opspyt, der er tykt og svært at hoste op. Opspyt-mængden afhænger af vejret og eventuelle betændelsestilstande.

Hvordan finder lægen ud af, om man har KOL?

En del andre lunge- og hjerte-sygdomme giver symptomer, som ligner dem ved KOL. Lungefunktionsundersøgelse, (spirometri eller pusteprøve ) er absolut nødvendig for at påvise KOL. Røntgenundersøgelser, hjerte-elektrokardiogram og blodprøver er også nødvendige for at finde ud af, hvad der den væsentligste årsag til dine symptomer

Hvad kan man selv gøre?

KOL kan forebygges og behandles, men er der sket egentlig skade på lungernes opbygning kan KOL ikke helbredes. Forskellige behandlinger kan lette symptomerne og hjælpe til af forebygge tilstødende problemer.

  • Rygestop er den vigtigste behandling. Ophører man i tide vil sygdommen ikke udvikle sig!
  • Passiv rygning skal undgås og forureningen fra brændeovne og levende lys kan være generende
  • Hvis du bor i et område med meget luftforurening, så gør alt, hvad du kan for at beskytte dig mod det.
  • Overvej at skifte job, hvis der er megen luftforurening eller støv her.
  • Undgå pludselige temperaturskift eller udsættelse for koldt, vådt vejr.